• Makrelfiskeri
Flade eller skaller?... bom bom

Flade eller skaller?... bom bom

5.0/5 rating 1 vote

Dato: Lørdag d. 20/8 2016
Sted: Nedre Ryå, Nordjylland
Sats: Aborre, havørred, skaller
Vejr: Skyet med gode byger og let vind

- Det blev skaller i Ryå

Fodenden af kajakken - der er god plads i en Galaxy tandem ;) Der havde været lidt fralandsvind nogle dage, så jeg var meget i tvivl omkring, om jeg skulle på hawe/molen efter makreller og fladfisk (ofte isinger på Løkken Mole) - eller om vi skulle i åen (Ryå) igen, selvom den ikke har været os særligt nådig... bortset fra det faktum, at det ALTID er en god tur, når man kan sidde og hygge sig i kajakken i åen - også når der ikke fanges noget. Jeg har efterhånden været i Ryå mange gange, og har stadig tilgode, at fange en havørred der.

Naboen ville have et par skaller

Senest var jeg i åen alene i kajakken, for ca. en uge siden. Der fangede jeg nogle få store skaller, som røg i baljen igen.
For ca. 20 år siden var jeg på "overlevelsestur" med min gode kammerat "Derek". Det foregik i kajakker og våddragter på Gudenåen. Vi havde et telt med, men meget begrænset med proviantering - det skulle fanges. Vi fiskede løs, men fangede ikke meget andet end en skalle og to krebs... Under aftensmåltidet blev vi lynhurtigt enige om, at skaller i hvert fald ikke bare skal grilles let over bål.... det smager IKKE godt til os.. Men derfor har jeg ikke siden givet mig i krig med skaller, som jo ellers er en fisk, som er til at fange.... En kæmpe let ressource, som man ofte kan fange i store mængder.. Men nej - den smagte ikke godt dengang, og jeg har ladet dem være siden. 
Men da jeg kom hjem fra åen den anden dag, og snakkede med min gamle nabo Aage, synes han, det var en stor skam, at jeg havde smidt de fine skaller ud i åen igen. "Sikke nogle fine fiskefrikadeller de kunne være blevet til"... Det var sørens.. Der er altså andre end fredfiskelskende østeuropærere, der spiser skaller. Men jeg lovede da Aage, at vi nok skulle tager nogle skaller med hjem til ham, næste gang muligheden var der. Men denne nye information var da også medvirkende til, at åen blev valgt.

De fimsede regnbukser

Diller og jeg var ankommet til isætningsstedet ved Nedre Ryå. Der havde regnet pænt hele formiddagen - og over middag.... og så lidt på vej til åen, så vi havde da regntøjet med... Men Diller mente, at det ville være lidt fimset, lige at trække i regnbukserne, så det skulle ikke nogen af os nyde noget af. Det blev joggingdrengene...

Planen - våben

Vi havde begge to stænger med... små lette spinnestænger 6-9 fod. De små synes vi bedst om. De to stænger giver muligheden for at fiske en regnorm, men man spinner med nogle andre ting. Vi havde spinnere, woblere og et par jigs.
Med medestængerne lagde Diller ud med et større gennemløbsflåd og vel ca. 2m. ned til krogen med orm på. Jeg havde først en bundsnøre med et kuglebly ca. en meter over regnormen - planen var at det skulle rulle langs bunden. Jeg havde desuden klart et helt let penneflåd, hvis bunden skulle være kedelig...

Er regnjakken en vindjakke?

dejligaftenVi hoppede i vandet ved Skeelslundsvej - fra slæbestedet tilhørende det lokale bådelaug (Vi trådte næsten ikke på det). Derfra sejlede vi nedstrøms mod rensningsanlægget et par kilometer længere nede. Vi begyndte selvfølgelig at fiske med det samme. 
Ca. 10 minutter efter at være padlet nedad, begyndte det at regne.... sådan pænt meget... Du ved, sådan at man døjer lidt med at høre, hvad den anden siger. Sådan regnede det vel i ca. en halv times tid, og jeg fandt da lige ud af, at den røde jakke, bare er en vindjakke - så ved jeg det. Og desuden sad vi nu helt i starten af turen med 100% gennemblødte joggingbukser. Jeg var glad for, at vi i det mindste ikke OGSÅ var fimsede... Men vi fiskede løs, og havde ganske få små hug fra lidt små skaller... det var pænt stille.

Følg mig på facebook her

Padletur mod rensningsanlægget

fiskekajakken fuldt rigget.Vi blev snart enige om, at når vi kunne have orm liggende på bunden uberørte - og de kunne flyde blidt med strømmen i fred - samt ingen hug på spin, wobler og jigs - ja så er det skisme med at få benene på nakken og finde et sted med flere fisk. Og vi vidste, at der var godt at fiske ved rensningsanlægget - det ved enhver der fisker i Ryå. Så vi padlede nedaf de par kilometer, indtil vi kunne se rensningsanlægget.

Åen var pludseligt levende

Lidt opstrøms for rensningsanlægget blev vandet helt levende af skaller som legede i overfladen. Det mindede lidt om sådan, som det kan være i fjorden, når hornfiskene leger, og de havde ikke meget tid til at bide på vores regnorm - kun nogle få hug og fisk - lige til at starte med.
Efter en halv times tid, skiftede jeg mit bundrig om til rigget med det lille penneflåd. Få sekunder efter det velbalancerede flåd blev smidt i, kunne jeg med stor glæde se, at der blev nappet. Det fintfølende flåd skulle hurtigt vise sig at overfiske det større glideflåd, Diller indtil nu havde haft på. De tømte simpelthen krogen for orm og forsvandt ubemærket, mens de med penneflådet trak det hele under med stensikker krogning næsten hver gang. Rigget er helt simpelt - et flådstop --> penneflåd --> flådstop --> et par hagl --> en krog. Der var ca. en meter fra flåd til krog med hagl siddende ca. i midten.

Skallerne holder fest

Der var allerede godt gang i skallerne, da rensningsanlægget tændte for pumperne, og nu skal jeg hilse og sige, at skallerne og aborrer friskede op. Vi stilte os op, og fiskede fra brinken, så vi lige kunne få strukket rygge og ladet vand, inden turen opstrøms lidt senere.
Så snart de små flåd kom i vandet, blev de nappet af skallerne (ja og så to-tre aborrer). Der var store fine skaller imellem, og vi gemte 8-10 stykker, som vi skulle prøve at teste lavet som fiskefrikadeller. Men der blev nok returneret 20-30 skaller også... Vi løb tør for orm efter ca. en times tids fisken, hvor der var meget aktive fisk. De ophørede dog med at bide i så stor stil, da rensningsanlægget igen standsede, så det passede lige med, at den sidste regnorm blev brugt. Vi fik iøvrigt et par små skaller, til at fiske efter større aborre med. Dem fiskede vi med i en times tid uden held.

Opstrøms i solnedgangen

Nogle fine skaller skal blive til fiskefrikadeller :)Klokken var ved at være hen på aftenen, og solen gik ned over en blikstille Ryå, mens vi padlede opad mod bilen. Åen er vel ca. 15m. bred på stykket, og det lå bare helt blik. Vi undrede os over, at vi på intet tidspunkt har set en springende/plaskende havørred, når vi har padlet på Ryå. Selv ikke her, hvor alt var stille, og vi kunne se 400m. frem... . Men vi kom op til halestedet efter en smuk padletur, og der blev til nogle skaller, så vi kan smage de fiskefrikadunser - det bliver imorgen, og jeg skal nok komme med en tilbagemelding ;)

Tak fordi du læser med!

Kig også forbi min sponsor på www.fiskegrej.dk - de har ofte nogle skarpe tilbud på lækkert grej.

Med venlig hilsen

Michael, Jydefiskeren.dk