Skrubbe vs. Søtunge

Skrubbe vs. Søtunge

5.0/5 rating (4 votes)

- er tungen pengene værd?

Tunge og skrubbe blev dobbeltpaneret og stegt i smørSidst jeg var ude at fiske, fangede min makker en stor flot søtunge. Vi fiskede efter skrubber, og fik tungen med som en bifangst. Vi fangede desuden en god portion flotte tykke skrubber, så jeg tænkte, at jeg ville smage dem op mod hinanden. En gang for alle ville jeg finde ud af, om en søtunge nu også er alle pengene værd. Den koster jo betydeligt mere end en skrubbe hos fiskehandleren.

Er det snobberi?

Min tanke var, at bare fordi tungen er mere sjælden jo ikke nødvendigvis gør den mere velsmagende. Sådan er det jo med et væld af luksusspiser. Et eller andet får os til, som flokdyr, at synes, at det sjældne er bedre... for det har de andre ikke. Eller det har de andre ikke råd til.

Sådan blev de tilberedt

Sprøde og lækre blev de serveretFiskene blev fanget samme dag, og modnet i køleskabet i to dage, inden testsmagningen. Jeg er ikke stor fan af alt muligt dampet fisk - så steges skulle de. Bevar's - jeg spiser gerne dampet fisk, bliver den serveret for mig - jeg spiser, hvad der bliver serveret. Men når jeg selv skal tilberede som jeg bedst kan lide det, så skal det altså steges.

Dobbeltpanering og stegt i smør

Skrubber og søtunge blev dobbeltpaneret; Mel, æg, rasp - og med lidt salt og peber. Derefter blev de brunet i smør under jævn varme, for til sidst at blive lagt på et stålfad til færdigstegning i ovnen, mens persillesovsen blev jævnet.

Sådan smagte de

De blev serveret med persillesovs og kartoflerJeg havde et stykke skrubbefilet og et stykke tungefilet liggende ved siden af hinanden. Tungekødet var lidt hvidere end skrubbekødet.... Tungen var en smule mere fast i kødet, uden at være helt fast... blot en smule fastere end skrubbekødet, der lidt lettere gik fra hinanden.
Smagen var fantastisk i begge fisk. Søtungen var blot en anelse mere nydelig og attraktiv med sit endnu hvidere kød end skrubbens. De smagte begge mildt af fisk.. Svært at beskrive, men sådan lidt som en fiskefilet... de er jo gjort af næsten samme stof.

Er der nogen, der vil stikke tungen op i min ende?

Blot en lille sød kommentar til selskabsbordet, når tungen står i modsatte bordende. Jeg fik desværre ikke muligheden for at bruge den, da jeg sad herhjemme med fruen og spiste tungen.. der var jo kun den ene, og den skulle ikke deles med et helt selskab.

Er søtunge pengene værd?

Jeg vil sige, at når begge fisk ligger på min tallerken, er tungen er lækrest, men hvis ikke de ligger side om side, så synes jeg, de er så uendeligt lækre begge to, at jeg ALDRIG kunne drømme om at betale prisen for tungen hos en fiskehandler - så hellere få bæredygtige lækre skrubber til en femtedel af prisen. Så mit svar er endeligt - Nej, søtungen er bestemt ikke pengene værd, men den smager virkeligt fantastisk - det gør skrubben også.