En hyggelig aften på molen gav makrel

En hyggelig aften på molen gav makrel

5.0/5 rating 1 vote

Dato: 4. august 2015
Sted: Løkken Mole
Vejr: let brise - gode byger og overskyet
Sats: Makrel

Kaspers besked på facebook 15 minutter før jeg stod på molenKlokken var ca. 20.15, da Kasper Kornum skrev inde på facebookgruppen "Lystfiskeri Nordjylland", at der var makreller på Løkken Mole. Jeg sad i forvejen og overvejede at køre afsted, så det var en let beslutning og jeg var kun ca. 20 min. væk inklusiv pakning af grej osv.

Hurtig udrykning mod en næsten forladt mole

Ca. 15 minutter efter beskeden på facebook stod jeg på stranden i Løkken og kunne kigge ud på molen... og til min store overraskelse stod der faktisk ingen mennesker derude. Blot en enkelt lystfisker kunne anes på spidsen.

flotfisk

Det lidt kedelige vejr havde efterladt molen dejlig og stille, som den er udenfor sæsonen - alt for lækkert.. Jeg fik hurtigt pakket min moletaske og et par stænger - det blev min gamle nifods Berkley spinnestang, da jeg indledningsvis ville fiske med prop.... og stangen kan da godt lige klare et bette træk med 4-5 makrel på et forfang, hvis det da virkelig skal være :) Yderligere havde jeg min syvfodsstang med - glideflåd på ca. 3m.

Find mig på facebook her! Så får du besked, når der er nye artikler

Småfiskene sprang i lækkerklart vand

Allerede midtvejs ude så jeg en stime småfisk jage op over overfladen på det pænt klare vand. Dog var det 

overskyet, så sigtbarheden var ikke helt som den kan være i solskin - jeg klagede ikke ;) Jeg nåede at se en stime småsild gøre det samme en gang mere inden jeg kom helt ud på molespidsen, hvor jeg mødte Kasper (Tipperen fra facebook). Der stod Kasper helt alene med sine 5-6 store fine makreller i spanden..

Uark! - de er her sgu!

fangstenEfter et hurtigt kig i Kaspers spand kunne jeg hurtigt få plads ved siden af ham og glideflådrigget blev rigget til med en sildestrimmel under Drennan piker-flådet - og blev fisket på ca. 2-3 meters dybde. Krogen var en god kraftig Owner 5170 str. 1/0 - en krog som kan holde til selv den vildeste makrel (som jeg stadig har tilgode med en PR på 43 cm).

En stime makreller havde omringet molen

Ikke så lang tid efter at have kastet ud blev glideflådet revet mod bunden og bremsen gav lyd... så dejlig en lyd.. Jeg var ikke i tvivl om at det var en makrel. Rigget blev trukket helt dybt, og fisken tog nogle gode ture, så jeg var nødt til at give lidt line på det lette grej. Helt inde ved molen dykkede fisken til bunden lige inden vi nåede at se, hvad det var. Men snart efter gav den fortabt, og en fin fed makrel kom lidt modvilligt til overfladen - syvfodsstangen var bøjet.
I min øjenkrog havde jeg bemærket en tysk dame, som stod og kiggede i Kaspers balje.. Hun havde fået øje på, at en af makrellerne stadig spjættede lidt - sikkert bare nerver, da min gokker er af god nordjysk eg af egen avl, og vi havde taget den i brug.... Helt sikkert en af de der veganere eller hvad de hedder...

Kasper fik makrel på rødspætteforfanget

dagensfangst

Ikke mange sekunder efter min første makrel fangede Kasper en makrel på sit rødspætteforfang... Det mener jeg, han fangede nogle stykker på, så de kom i hvert fald tæt på bunden... Men der er jo også bare 5-6 meters penge, så det kan de jo hurtigt komme.

Tid til at skifte til makrelforfang

Men et par hurtige makreller efter hinanden på flådet, kunne vi godt se, at nu var der nok pænt mange makreller.. Det var tid til at skifte til makrelforfanget, som jo helt sikkert fanger flere fisk - når der er mange fisk. (For når der er få fisk, er flåd og sildestrimler efter min mening nummer et).

Første kast gav fisk på alle kroge

Et par dage senere... fire fine blev det til denne dag.Et godt kast med et billigt makrelforfang fra Bilka og med en kastepirk i enden (af makrelforfanget). Pirken havde lige haft rørt bunden, da det første kontante hug kom. Sekundet efter blev den dobbelt så tung... og så tungere.. Nu var min nifodsstang virkelig under pres. Hvor er det sjovt med sådan en flok på. De trak nedad hele turen ind, så man faktisk blev helt træt i armen haha. Helt inde ved molen var jeg nødt til at gribe linen med hænderne og for at få fiskene på land uden knækket fiskestang. Fem flotte makreller. En på pirken og en på hver af ophængerne - alt for fedt.
Nu jamrede tyskeren sig over blodbadet - hvilke uhyrligheder at vi bare fangede løs uden at tænke på, om vi nu fik brug for dem alle. (På dette tidspunkt havde jeg nu seks makreller i spanden og Kasper måske syv) Jeg forsikrede damen om, at vi virkelig nok skulle udnytte fiskene fuldt ud. Jeg purgte hende om hun ikke spiste fisk, hvilket hun godt nok gjorde. Jeg spurgte så om, hvordan hun havde det med at støtte op om dambrug med forurening til følge og massedød ved kvælning i garn ved konventionelt garnfiskeri. Kort tid efter dinglede hun afsted... hun havde åbenbart ikke tænkt over hvor maden kommer fra haha.

Flere fisk på makrelforfangene

Vi fik tre fire gode træk med makrelforfanget. Alt alt for sjovt, når sådan en flok trækker i den anden ende... næsten umuligt ikke at smile når man mærker de fede torpedoer løbe afsted.

En lækker lækker fiskeaften blev sluttet af

Makrellerne tørres natten over i tørreskab under udhænget på nordsiden.

Klokken var vel tæt på midnat eller sådan noget, da vi besluttede os for at begynde at komme hjemad. Der var kun en stille brise, og vi blev kun regnet på med ganske få dråber... helt klart en fejl af de, som så tippet og ikke tog afsted pga. regnvejr. Her er det eneste der forhindrer mig i at fiske torden og vind der fysisk umuliggør fiskeriet - til regnvejr har vi jo regntøj ;)

Fangsten var fin

Jeg endte med at fange 18 flotte makreller og Kasper en smule færre. Vi var rigtigt godt tilpasse, for vi havde haft en af de der aftener, hvor alt bare er lækkert - og så i hyggeligt selskab.

Det var tid til at vende snuden mod Thise og få renset makreller.
Fire af de største fisk er  allerede blevet røget - og de blev SÅ lækre - helt perfekte. Nabo Bjarne var rigtigt glad for at smage en, og forsikrede mig, at jeg skulle komme til at smage hans lufttørrede lammekølle, når den er færdig - det glæder jeg mig til. Yderligere 6 af makrellerne er blevet stegt og spist i min lille familie - Bastian på 17 måneder er helt pjattet med dem, så der skal nok blive en lystfisker af ham :)

smovs

De næste kommende dage er der makrelvejr på Vestkysten! Hanstholm, Hirtshals, Lønstrup, Løkken, Hvide Sande - jeg vil æde min hat på, at de er der ;)

Tak fordi du læser med! 

Hvis du har fiskekammerater, som kunne tænkes at ville læse med, vil jeg sætte kæmpestor pris på, hvis du vil dele Jydefiskeren med ham eller hende.

Det bedste knæk og bræk på din næste tur!

Med venlig hilsen
Michael, Jydefiskeren.dk

Jeg bliver venligst sponsoreret af www.fiskegrej.dk - kig forbi ham, hvis du skal bruge noget lækkert grej. Han fører alle de mest populære mærker og modeller.